Forbruger Detailhandel Branche Presse Kontakt

DIGITALT TV

Digital tv

I 1998 begyndte satellit- og kabel-operatørerne at levere digitalt tv til deres abonnenter, og siden 31. marts 2006 har de fleste danske husstande haft mulighed for at modtage digitalt tv via almindelige antenner. Det kræver en beskeden investering i udstyr og giver adskillige fordele i forhold til den mere end 50 år gamle analoge teknik.

Den digitale transmission skal bane vej for en helt ny situation med mange flere kanaler og andre valgmuligheder for tv-seerne, men den har også en række her-og-nu fordele, som ikke kan realiseres med analog teknik:

  • Mulighed for ægte 16:9 WideScreen bredformat uden brug af zoom eller letterboxing.
  • Mulighed for at slå undertekster til og fra.
  • Elektronisk programoversigt op til en uge frem og mulighed for at styre optagelse på en tilsluttet video.
  • Mulighed for at overføre 5.1-kanal digital surround-lyd.
  • Bonusmateriale i lækker grafik som DR Extra (foreløbig kun via satellit).
  • Bedre billedkvalitet.

Hvilke kanaler kan modtages?
Foreløbig kan DR1, DR2 og TV2 modtages digitalt. Desuden er der en særlig kanal med tegnsprogstolkning af enkelte programmer.

Da det digitale sendenet benytter de eksisterende sendemaster, vil næsten alle, der kan modtage TV2 analogt, også kunne modtage de digitale kanaler. Det vil sige, at DR2 nu virkelig er blevet landsdækkende.

Hvem kan få glæde af digitalt tv?

Alle, der modtager tv med egen tag- eller stueantenne, kan nyde fordelene ved digitalt tv.

Familier, som er tilsluttet kabel-tv, kan i nogle tilfælde også modtage digitalt tv på denne måde. Det afhænger af det enkelte fællesantenneanlæg. Digitalt tv kan i mange situationer være bedre end analogt kabel-tv.

Husstande med egen satellit-parabol kan i forvejen modtage DR1 og DR2 digitalt. TV2 er aldrig blevet sendt via satellit, men kan nu modtages digitalt med en lille tagantenne - eller en stueantenne, hvor dækningen er god.

Hvad kræves til modtagelse af digitalt tv?

Mange nye fladskærms-tv har indbygget digital tuner. Det betyder, at de uden videre kan modtage de digitale tv-signaler via en antenne eller nogle kabelnet.

Tv uden digital tuner kan praktisk talt altid tilsluttes en digital dekoder eller Set-Top Box. Sådan en dekoder kan købes for nogle få hundrede kroner og opefter, og den omdanner det digitale antennesignal til et analogt video- og audiosignal, som tv'et kan gengive. Dekoderen forbindes nemmest til tv'et ved hjælp af et SCART kabel.

Analog nedlukning

Allerede i 1998 begyndte satellit-operatørerne at omlægge deres kanaler fra analog til digital form. Det betød, at de kunne sende flere programmer via deres eksisterende satellitter, og siden 2005 er der praktisk talt ikke blevet sendt analogt satellit-tv i Europa.

Også i 1998 tog de store kabel-operatører fat på den digitale fremtid. De lancerede særlige digitale programpakker, som kræver en dekoder eller Set-Top Box mellem kabelnettet og tv'et. Digitalt kabel-tv er ikke blevet modtaget så godt af forbrugerne som digitalt satellit-tv. De fleste familier klarer sig udmærket med analogt kabel-tv, og da disse kanaler overføres parallelt med de digitale, er der endnu ikke blevet plads til flere programmer i kabelnettene.

Terrestrisk (mastbaseret) digitalt tv har længe indgået i den overordnede planlægning i Europa. Sådan et systemskifte kan give plads i frekvensbåndene til flere programmer og løse problemerne med interferens mellem kanalerne i tæt bebyggede områder med mange sendere.

Med indførelsen af digitalt tv i Danmark begyndte nedtællingen til nedlukningen af det analoge sendernet, der er planlagt til oktober 2009. Først til den tid vil al den båndbredde, som har været afsat til analoge tv-sendere, kunne udnyttes til digitale transmissioner. Det vil sige, at der kan sendes måske 30 kanaler eller flere, og nogle vil kunne være i HD kvalitet.

Der er mere information om digitalt tv på www.digi-tv.dk

Læs mere om fremtidens digitale muligheder her

I butikkerne kan du få hjælp og vejledning og blive afklaret i forhold til hvilke muligheder, der findes for at dække dit behov - find din lokale forhandler på
forhandleroversigten eller indholdsleverandørerne.

Du kan også finde yderligere information om de enkelte leverandører på deres hjemmeside, som findes under leverandører.

 

Print side
Print side
Søg på sitet
Søg på sitet