|
Hvis man har mulighed for at skifte bilens oprindelige autoradio, kan man opnå forbedring af lydkvalitet samt flere funktioner.
Kvaliteten af radioens tuner er afgørende for god radiomodtagelse. Da bilen konstant flytter sig, kører under broer og gennem skove er antenneforholdene langt fra optimale for god radiomodtagelse, og derfor stiller det store krav til radiodelen.
RDS signalerne (som giver dig radiostationens navn i displayet, samt afbrydelser ved vigtigt trafikinformation), følger FM signalet, men de kræver god modtagelse for at virke efter hensigten. Bliver signalstyrken dårlig, er RDS informationerne det første der forsvinder.
En indbygget cd-afspiller eller dvd-afspiller betragtes som standard. Vil man mere, skal man gå efter mp3 og WMA afspilning, hvor man med data-komprimering kan have over 100 sange på én cd. Eller hvad med dvd? Flere radioer har mulighed for tilkobling af bærbar afspiller, der kan afspille WAV/MP3 filer. Nogle tilkobles f.eks. via USB port mens andre kan overføre musikken trådløst. For fuld udnyttelse skal man jo så også have en skærm.
Forstærker- og højttalerdelen er selvfølgelig også to vigtige komponenter, for hvis man skal kunne høre radio og musik tydeligt mens bilen kører, skal man både have høj udgangseffekt, og lav forvrængning. Tonekontroller/equalizer (bas og diskant, eller faste indstillinger) er også nødvendige for at få kompenseret for lyden i kabinen. Jo flere indstillinger, desto bedre er det muligt at tilpasse lyden.
Trenden går i retning af at integrere så meget som muligt i autoradioen. Således findes der nu produkter, der både kan afspille radio og WAV/MP3 filer, har indbygget harddisk, kan vise dvd og billeder og derudover fungerer som navigationssystem. Læs også om autoradio med modtagelse i DAB format
|