Forbruger Detailhandel Branche Presse Kontakt

WMA/mp3

Komprimeringsformater

Der findes en halv snes forskellige måder at komprimere et musiknummer på, så det fylder mindre. WMA og mp3 er de to mest udbredte komprimeringsformater. De komprimerede versioner bruges især til afspilning i bærbare afspillere, men også til afspilning på computere.

Både WMA og mp3 formater kan afspilles på de fleste afspillere. Filerne kan bl.a. afspilles via mobiltelefonen, bilradioen, Hifi anlægget, PC'en samt andre bærbare musikprodukter. Den største forskel på de to formater er, at der - groft sagt - kan være dobbelt så mange musikfiler på samme plads i WMA-formatet som i mp3.

Til at begynde med kunne musikken kun komprimeres og afspilles på en computer. WMA – Windows Media Audio – kunne kun komprimeres på en Windows-pc. Nu er der dog dukket små, bærbare afspillere op på markedet i stil med discman'en eller walkman'en. Disse har en indbygget hukommelse eller harddisk, så musikken kan overføres fra computeren. Sidenhen er der også dukket bærbare afspillere med optagerfunktion op. Optagerfunktionen betyder, at man kan optage direkte fra eksempelvis et musikanlæg. Omvendt kan man via et kabel afspille komprimerede filer over et almindeligt stereoanlæg.

Teknikken udvikles løbende, så kvaliteten fortsat bliver bedre og bedre – men helt på niveau med cd'ens lyd er en komprimeret lydfil ikke. På en cd kan der være 74 minutters musik – og når denne mængde skal komprimeres til cirka 1/10 eller mindre, så vil der være elementer, som må udelades.

Til komprimeringen benyttes psykoakustik, hvilket er en metode, som har gjort det muligt at registrere de dele af musikken, som det menneskelige øre svagt eller slet ikke opfatter. Der kan f.eks. være instrumenter, som nærmest drukner i andre instrumenter. Det er sådanne elementer, som fjernes ved komprimeringen.

Mp3 blev opfundet i 1991 af et tysk institut ved navn Fraunhofer - den i dag mest udbredte standard. Instituttet opfandt den i forbindelse med et EU-projekt, hvor de skulle finde en måde at komprimere lyd på til brug i digital radio, DAB.

Af øvrige komprimeringsformater kan nævnes ATRAC, mp3 Pro, AC (mp4), Ogg, MusePack, FLAC, Apple Lossless samt APE. Nogle er mere udbredte end andre. Der er også forskel på, hvor meget filerne fylder og hvor tæt de er på den originale lyd.

Print side
Print side
Søg på sitet
Søg på sitet