|
En grammofonplade indeholder lagret lyd og kan afspilles på en grammofon. Betegnelsen grammofonplade bliver kun sjældent anvendt i dag. I stedet taler man om en lp-plade eller en vinylplade.
De tidligste grammofonplader blev lavet i lak og roterede med en hastighed på 78 omdrejninger i minuttet. Senere gik hastigheden ned til 45 omdrejninger - pladen blev mindre og kunne ofte indeholde et enkelt nummer på hver side - eller på engelsk: single. Begrebet ep (engelsk forkortelse for Extended Play) blev også anvendt, fordi den lille plade rummede mere lyd end den store 78-plade.
De "moderne" grammofonplader er lavet af PVC (Polyvinyl Chlorid) og er ret følsomme overfor ridser, bøjning og anden fysisk overlast.
Senere fandt man på 33⅓ omdrejninger i minuttet - hvilket gav anledning til et nyt navn, lp-pladen, hvor lp er en engelsk forkortelse for Long Play. Dermed var der mulighed for at opbevare en hel times lyd - endog i hi-fi og 2-kanals stereo - hvilket gjorde det muligt for kunstnerne at indspille måske op til 12 numre i et lp-album.
Lp-pladen bliver i dag ofte regnet for forældet. Den anvendes dog stadig på nogle diskoteker - bl.a. fordi en disk-jockey har mulighed for håndmanipulation med en grammofonplade og derved mulighed for at skabe nye lyde.
Vinylpladen
Musikken på vinylpladen er lagret analogt. Selvom vinylpladen regnes for forældet, er der stadig efterspørgsel på dem. Meget nyt musik produceres også på vinylplader i et begrænset oplag og bliver ofte til samlerobjekter. Meget ældre musik findes også på vinylplader som genoptryk. Ofte er genoptryk og nye lp'er lavet på 180 grams plader, der er meget mere solide og modstandsdygtige over for misbrug end normale lp-plader.
|
