|
I 1996 kom de første digitale videokameraer efter DV standarden (Digital Video) i handelen, og det er lykkedes dem forbløffende hurtigt at udkonkurrere de analoge videokameraer. Det skyldes flere årsager. For det første bygger DV på et 1/4" ( 6,35 mm ) bredt bånd, og en MiniDV kassette med mål som en tændstikæske (66 x 48 x 12,2 mm ) kan rumme op til 120 minutters materiale i en kvalitet svarende til dvd med digital stereolyd. For det andet gør den lille kassette det muligt at konstruere yderst kompakte og lette videokameraer. Dertil kommer, at DV er en standard, som samtlige video- og fotofirmaer er enige om. Altså kan forbrugerne slippe for at vælge mellem flere båndbaserede formater.
Siden 2001 har det også været muligt at købe digitale videokameraer, der bruger indspilningsbare dvd-skiver som lagringsmedie. Disse videokameraer henvender sig først og fremmest til mennesker, som ikke vil redigere deres optagelser, men blot vil gengive dem på en almindelig dvd-afspiller med et minimum af kabler og besvær.
Standardiseringen af lagringsmediet betyder absolut ikke, at alle digitale videokameraer er ens eller leverer den samme kvalitet. Resultaterne afhænger altid af, hvad kamerasektionen opfanger, og her har firmaerne deres fulde frihed til at bruge så gode objektiver, billedsensorer og teknologier, som det passer dem.
Ligesom med digitale still-billed kameraer, er der også stort fokus omkring antallet af pixel i digitale videokameraers billedsensorer. Et højt pixel-antal (mere end 1 megapixel) i et ikke-professionelt digitalt videokamera har dog kun praktisk betydning, når kameraet bruges til optagelse af still-billeder.
Objektivet på et videokamera har typisk et optisk zoom-område på 40 gange. Det vil sige, at man kan forkorte afstanden til motivet 40 gange uden at flytte sig. For amatører har et større zoom-område kun interesse i vidvinkelområdet, hvor der f.eks. kan komme flere personer med på billedet ved optagelse på kort afstand. Optagelse med høj zoom-faktor kræver næsten altid stativ. Digital zoom fungerer ved kun at bruge en del af sensorens pixel og kan give meget grovkornede billeder.
Et udtryk for et objektivs kvalitet er dets lysfølsomhed eller største blændeåbning - det såkaldte "F" tal. En typisk værdi er 1,8, men der findes videokameraer med andre værdier - både højere og lavere. Jo højere værdi - des højere lysstyrke. Det kan også have betydning, at et objektiv bygger på teknologi fra et anerkendt optisk firma.
Hvis et digitalt videokamera også skal bruges til still-billeder, er det vigtigt at billedsensoren har høj opløsning (mange pixel). Til almindelige farvebilleder på 10 x 15 cm er det nok med ca. 1 megapixel, mens print i A4 format (21 x 30 cm ) bliver bedst med 3 megapixel eller mere.
Still-billeder lagres i nogle tilfælde på et hukommelseskort, som kan tages ud eller på harddisk, hvor billeder kan overføres til en computer via et USB kabel.
Tidligere var begreber som 3-CCD teknik, widescreen og High-definition forbeholdt professionelle kameraer, men med tiden er disse teknologier blevet mere og mere almindelige i konsumentprodukter. De nyeste videokameraer kan optage i HD format - perfekt til visning på de nye HD-tv. Mange HD videokameraer har indbygget mikrofon, der giver mulighed for 5.1 surround lydoptagelser.
- 3-CCD teknik - en sensor for hver RGB grundfarve kan give klarere billeder
- Widescreen 16:9 format - udnytter moderne tv og fladskærme.
- High-Definition teknik - op til 1.080 vandrette linier mod normalt 576 kan give meget skarpe billeder.
|
