|
Tirsdag d. 31. januar 2006
Grådig kunstner-kommentar til lavere DVD-afgift Det virker helt barokt, når Dansk Musiker Forbunds formand kritiserer kulturministeren for at mangle politisk mod, når han vil nedsætte DVD-afgiften fra 10,07 kr. til tre kroner”. Det siger BFEs kommunikationschef Finn Möbius i en kommentar til, at musikernes formand, Anders Laursen, i en pressemeddelelse skarpt har kritiseret regeringens forslag.
”Anders Laursen påpeger jo netop selv, at kunstnerne af regeringen er garanteret, at de ikke taber penge på dette. At nedsættelsen af DVD-afgiften skulle medføre øget kopiering er rent sludder. Der bliver taget det antal kopier der er behov for, uanset om afgiften er 10 eller tre kroner,” siger Finn Möbius.
”Men vi vil se en ændring i, hvor danskerne køber deres dvd’ere. Det øgede salg vi vil opleve i Danmark, kommer nemlig fordi grænsehandlen vil falde, når priserne nærmer sig de svenske og tyske. Det er baggrunden for den samfundsgevinst, som gør at afgiften kan sættes ned samtidigt med, at kunsterne får garanteret deres vederlag uden at det koster statskassen penge,” pointerer Finn Möbius.
Anders Laursen bebrejder samtidigt regeringen, at den ikke vil pålægge hardware en afgift.
”Ved at garantere kunstnerne deres vederlag, har regeringen netop sat sig ud over den evindelige diskussion om, hvad der som det næste skal pålægges en afgift. En ny afgift ville blot hæmme salget af ny forbrugerelektronik og stille hindringer i vejen for it-udviklingen. Da stort set alle medier snart vil kunne optage, ville en hardware-afgift efter få år være ensbetydende med en skat på stort set alt forbrugerelektronik.”
”Det er i øvrigt svært at se, hvordan det kan være kunsternes ærinde at få indført en ny afgift. Musikerforbundets medlemmer er naturligvis interesseret i, om de får deres vederlag. Det har de garanti for og så burde den sag faktisk være slut,” siger Finn Möbius.
Yderligere kommentarer hos kommunikationschef Finn Möbius på telefon 30 70 81 17
|