|
Mandag d. 23. januar 2006
Flot og fremadrettet nytænkning BFE roser kulturministerens høringsudkast til ophavsretsloven
Det er ikke hver dag, vi der ikke er politikere, roser politikerne for at være fremadsynede og visionære. Ikke desto mindre er det netop, hvad vi vil gøre.”
Sådan siger kommunikationschef Finn Möbius, Branchen ForbrugerElektronik i en kommentar til kulturminister Brian Mikkelsens udkast til lovforslag om ophavsret, der netop er sendt i høring.
Kulturministerens forslag vil nedsætte den tårnhøje danske DVD-afgift fra de nuværende 10,07 kr. til 3 kr.
”Vi er meget glade for, at kulturministeren har fulgt Skats anbefalinger, selvom vi gerne havde set, at afgiften blev fjernet helt. Det ændrer dog ikke ved, at dette er et endog meget stort skridt i den rigtige retning,” siger Finn Möbius.
Skat har i sin seneste grænsehandelsrapport anbefalet en fjernelse af afgiften, da samfundsgevinsten ved en ophævelse af afgiften ville neutralisere det umiddelbare provenutab. Dette skyldes bl.a., at der er forventning om en faldende grænsehandel, hvilket kulturministeren også henviser til.
Lovforslaget er i øvrigt en konsekvens af den revisionsbestemmelse, der er indsat i den nuværende lov. Revisionsbestemmelsen indeholdt også en mulighed for en afgift på hardware.
”Den kattelem låser ministeren heldigvis helt i. Netop i disse år, hvor forbrugerne massivt udskifter analoge videobåndoptagere med digitale optagere af forskellige slags, ville en ny afgift være en stor hæmsko for indførslen af nye og bedre produkter. En afgift på hardware ville dermed blokere for den digitale udvikling, som politikerne i øvrigt er enige med branchen om at fremme,” påpeger Finn Möbius.
Endelig tager lovforslaget ansvaret for, at kunstnerne får den støtte der er taget beslutning om fra samfundet, hvis der mod forventning skulle komme færre afgiftskroner i kassen.
”Så forslaget vil ikke koste kunstnerne en krone. Tværtimod er der nu statsgaranti for de penge som DVD-afgiften ellers skaffer. Og det er vel at mærke en garanti, der ikke vil koste noget for andre end dem der lever af grænsehandel – udenfor Danmark,” siger Finn Möbius.
Yderligere kommentarer hos kommunikationschef Finn Möbius på telefon 30 70 81 17.
Yderligere info: Om V, K og DF-ordførernes holdning og Skats beregninger
Om kulturministerens lovudkast
|