Forbruger Detailhandel Branche Presse Kontakt

BFE´s ÅRSBERETNING


BFE: formandens beretning - 15. september 2011

Masser af ting i gang og masser af udfordringer
 

Det er ikke opgaver og udfordringer, der mangler, konstaterede Allan Bugge, da han aflagde sin sidste beretning. Og året 2010-11 rummer mange ting; ting som alle peger fremad: følsomhed over for konjunkturerne, brug for fællesskabet, nye teknologier og dermed nye mulighed samt behov for øget kommunikation

BFE: Formandens beretning - 17. september 2010

BFE-formandens årsberetning 2010-11:
masser af ting i gang og masser af udfordringer


Skriver BFE’s formand Allan Bugge i sin sidste årsberetning for brancheorganisationen

Beretningen i år er samtidigt et farvel til BFE’s medstifter og direktør gennem 17 år, som efter to år i formandsstolen har valgt at træde tilbage og afslutte sin mangeårige branchekarriere.
En spændende tid, ikke mindst den seneste med overgangen til digitalt tv, der har sikret forbrugerelektronikområdet en stor positiv vækst og længe ventet udvikling.

Branchen er følsom over for konjunkturer
Fladskærmsomsætningen i 2010 har dog oplevet en stagnation, men på et fortsat højt niveau.
I de seneste  år er også abonnenttilslutningen på betalings-tv gået frem. BFE’s analyser af markedet viser, at abonnenterne tilsluttet de individuelle platforme desuden foretrækker store programpakker.
Kigger vi på udviklingen på produktområderne, må vi konstatere at første halvår af 2011 udviser en større omsætningsnedgang i forhold til samme periode i 2010. Det skal primært tilskrives et kraftigt fald i priserne, men også i antallet af solgte fladskærme må der registreres et mindre fald.
Efterspørgslen af forbrugerelektronik er følsom overfor konjunktur-udsving, som den de seneste års finanskrise har skabt, og endvidere så påvirket af et folketingsvalg.
Når der er en usikkerhed for hvad fremtiden byder, er det let for forbrugerne at udskyde købet af en ny fladskærm eller spare på udgifterne til musikudstyret. Derimod syntes udviklingen af betalings-tv abonnementer mindre konjunkturfølsomme.

Fællesskabet
På en stor del af forbrugerelektronikområdet er der et tæt samspil mellem udbuddet af indhold og salg af produkter.
Større fladskærme med højere opløsning betyder f.eks. øget satsning på HD-udsendelser hos tv-distributørerne, og flere titler på Blu-Ray - nu også i 3D.
Dette samspil præger medlemsforeningerne under BFE-paraplyen, som samler såvel udbydere af indhold som producenterne af udstyr.
Foreningerne er en del af en sammenhængende værdikæde – fra installatøren, der monterer antennen, sætter parabolen op
eller kabler lejligheden over tv-distributøren, der sammensætter og mar-kedsfører indhold i tv-pakker, til leverandørerne af de produkter, som forbrugeren køber og ser oplevelserne på.

Markedsudviklingen
Overgangen til digitalt tv i det terrestriske net, den øgede fokus på den bedre kvalitet og tilbud om digital modtagelse i kabel-tv-net, samt IPTV-udbud, præger såvel salget af tv-udstyr som antallet af minutter danskerne benytter foran tv skærmen.
Der sker løbende forskydninger mellem de forskellige tv-platforme, og den store overraskelse i forbindelse med den analoge nedlukning har været de mange husstande, der skiftede til nye og andre tilslutningsløsninger.

Som nævnt i sidste års beretning blev der kort før sommerferien 2010 indgået et medieforlig, hvor branchen ser det som positivt, at der peges på DAB+ som standard for digital radio og at overgangen til digital radio skal samordnes på EU-niveau.
Arbejdet hermed er allerede sat i gang i et udredningsarbejde i Styrelsen for Bibliotek og Medier.
Arbejdet skal lede frem mod en konkret dansk digital radiostrategi. BFE deltager aktivt i denne strategiudvikling.  Endvidere kan BFE registrere en betydelig udvikling i DAB+  tilbuddene hos DR.

BFE satte dagsordenen
I marts mødtes over 140 interessenter fra den danske tv-branche til en udbytterig konference, som havde stor politisk bevågenhed. Der blev præsenteret mange bud på, hvorledes tv-udviklingen vil forløbe over de kommende år.
Her var connected-tv et af de hotte emner på konferencen, og BFE fik som konferencearrangør lejlighed til at sætte rammerne i debatten om tv-markedet med gode og aktuelle talere og vitale indlæg.

Modtagekvalitet og bekymring
Beslutningen om at afsætte MUX7 til mobilt bredbånd har været en kilde til bekymringer i branchen.
Det skyldes de sandsynlige forstyrrelser dette kan indebære for fejlfri tv-modtagelse i de danske husstande.
Derfor glæder det BFE, at det har vist sig muligt at etablere et samarbejde mellem myndigheder og aktører, der kan koordinere det nødvendige informationsbehov og stille forslag med tiltag, der kan være med til reducere forstyrrelsesproblemerne.

Videre digital udvikling
Det er nu endelig besluttet, at MUX8 er afsat til tv-formål. Der forventes, at der disponeres over denne sendemulighed i 2014.
Såfremt MUX8 skal benyttes til landsdækkende tv skal der sendes i DVB-T2. Det har konsekvenser for alle led i værdikæden, og BFE følger udviklingen tæt, så der i god tid kan planlægges og disponeres.
BFE har også her udarbejdet en analyse, der beskriver behovet for nødvendigt udstyr i forbindelse med overgangen til MPEG4 i MUX1 og TV2’s overgang til betalingkanal i januar 2012.
Analysen er blevet forelagt i alle relevante BFE-fora, fremlagt i Kulturministeriet og benyttet til briefing af de store detailkæder.
Den hastige udvikling stiller krav til både producenter, distributører og detailled om grundig information til forbrugerne.
BFE har i den anledning offentliggjort en artikel med titlen »Fremtidssikret – det forbudte ord«, der påpeger det paradigmeskift som overgangen fra analog til digital teknologi indebærer.
I artiklen gør BFE opmærksom på, at alle skal vænne sig til at udskifte eller opgradere forbrugerelektronik i samme takt som vi udskifter eller opgraderer vores computerudstyr og vores mobiltelefoner.
BFE lægger også vægt på, i den løbende dialog med de politiske beslutningstagere, at sikre en langsigtet og konsistent planlægning for den digitale udvikling.

Øget kommunikation
Magasinet Digitalt måtte ultimo 2010 desværre lukke. Det skyldes frem for alt en manglende annoncering og dermed et bæredygtigt og nødvendigt finansieringsgrundlag for magasinet.
Branchens mangeårige politiske talerør - BFE Bulletin - fortsætter i elektronisk version, og i løbet af 2011 er der iværksat en oprustning af DIGImail, en omfattende oprydning på hjemmesiden, og arbejdet går videre med flere temaartikler på hjemmesiden og formidling af information til konkrete målgrupper - herunder bliver detailforretninger og fællesantenneforeninger, informeret om de rette kvalitetskrav til husstandsinstallationer.
I løbet af efteråret er det besluttet at udarbejde et oplæg til BFE’s fremtidige kommunikationsstrategi.
Generelt er BFE’s pressearbejde forløbet godt. BFE har god respons på formidlingen til pressen, og har kunnet registrere en betydelig stigning i omtalen af emner, der falder indenfor BFE’s interesseområde – og BFE kan konstatere, at foreningens sekretariat ofte benyttes af pressen til indhentning af baggrundsdata og bekræftelse af information.

Fremtiden
Som nævnt tidligere i beretningen er der nogle vigtige udfordringer i de kommende år.
Der vil foregå yderligere drøftelser om digital radio. Der vil være fokus på anvendelsen af MUX7 og andre problemer med modtagekvalitet. Udredningsarbejdet omkring frit valg af tv-kanaler og tilslutningspligt må desuden forventes at finde sin afslutning.
Endvidere er det besluttet, at der i BFE-regi skal laves en udredning, der belyser flowet af ophavretsligt bestemte betalinger i tv-markedet.
Der kan forventes debat og forbrugerkonflikter omkring den hastige digitale udvikling, og forventningerne til BFE’s evne til at informere hurtigt og korrekt vil være under et stadigt stigende pres.
Det stiller krav til oprustning af BFE’s vidensniveau. Studierejser, konferencer og seminarer er et led heri. Udveksling af information og videndeling i udvalgene er måske den allervigtigste vigtigste faktor der løbende bliver fokuseret på.
Derfor vil jeg ikke undlade at sige tak til de mange medarbejdere blandt medlemmer og ikke mindst de aktive fællesudvalg, der yder et stort værdifuldt arbejde, samt til vore trofaste loyale medlemsvirksomheder.
Personligt siger jeg selv farvel, med tak for den store opbakning jeg har fået gennem tiden, og giver stafetten videre, med sikker tro på at den nye formand sammen med ledelsen i BFE vil takle og forvalte de mange nye spændende udfordringer i branchefællesskabets ånd.
Held og lykke med BFE’s fremtid, de spændende muligheder og ikke mindst de mange udfordringer.

Print side
Print side
Søg på sitet
Søg på sitet